torsdag den 16. august 2012

Tasker

Min mor og jeg havde en stand på et mindre loppemarked på det lokale ridecenter i weekenden,
mest af alt for at få ryddet op i de gamle ting, og evt. få solgt nogle af mine forældres
lammeskind. Vi valgte at sy nogle tasker til standen, da vi kunne være heldige at få nogen
af dem solgt.

Det meste af det stof der blev brugt til taskerne er rester, eller stoffer der er købt
til projekter der aldrig blev færdiggjort (eller startet op for den sags skyld..), så
der blev samtidigt ryddet lidt op i kasserne med stof.

Nogle af mine kreationer er de følgende:

En blå taske, yderside i tyndt jeans stof, indersiden er trykt bomuld, med små løver og blomster. Som pynt udenpå har den fået en læderblomst med en knap der er betrukket med det stof der også er brugt som foer i tasken.

Tasken er i en lille håndtaske størrelse, og passer derfor fint hvis man kun skal have sin telefon og pung med afsted.
 Og endnu en taske i samme størrelse, med yderside i fløjl og foer i bomuld påtrykt små fugle. På ydersiden er der applikeret et hjerte i filt, med et udsnit at foer-stoffet indeni.

 Vi havde også givet os i kast med en lidt større skuldertaske, mit bud på sådan en ses nedenunder
Den har hør som yderstof og indersiden er bomuld påtrykt små piger. Det er også foer-stoffet der er brugt i striben foran på tasken samt på indersiden af skulderstropperne.

Da min mor er lidt hurtigere på maskinen end jeg er, nåede hun også lidt flere tasker på den tid. Heriblandt denne lilla. Yderstoffet er lilla taft med træstruktur, rester fra mit første forsøg på en kjole jeg kunne have på til min brors bryllup. Foret er rester fra mit anden forsøg på samme kjole (anden gang lykkedes det), til andet forsøg blev brugt lilla bomuld. På fronten har denne taske en stribe stof i en lidt lysere lilla med ansigter i relief trykt på.


Endnu en lille en hun lavede er denne, med yderstof i bomuld med får, blomster og mennesker påtrykt, og foer i pink uldfilt. 
Af de store tasker lavede hun denne i jeans stof med en kant af bomuldstof med kirsebær blomster og lidt guld tryk
 
Og denne i Jacquard, hvor det stof der er brugt til kant og skulderstropper også er blevet brugt til foer.

Efter dette projekt har jeg måttet sande, at selvom jeg har lært en del om hvordan man syr, er min mor stadig uendelig meget bedre til det. Og kan nå det hele på den halve tid. Men, på et eller andet tidspunkt lærer jeg det nok alligevel...

søndag den 12. august 2012

Lady's Circular Cape

Da min mor og jeg var på Kreativ Hobby Messe i Roskildehallen i marts i år,
forelskede hun sig i et af de udstillede sjaler. Da man kunne købe sjalet færdigstrikket,
var dette en mulighed, men jeg foreslog alligevel at hvis hun købte garn og opskrift, så
kunne jeg strikke et til hende i stedet.
Nu, efter meget mere arbejdstid end forventet, er det færdigt. Jeg er egentlig ret stolt
over resultatet, da det er første gang jeg har strikket et så stort strikketøj færdigt.
Og samtidig er det første gang jeg har strikket efter et mere kompliceret mønster som
dette.

Det fulde sjal ser således ud
Detaljen langs kanten ses tæt på her
 Og her vises den midterste del lidt tættere på


Opskriften på sjalet er fra bogen "Victorian Lace Today".