søndag den 25. november 2012

Julehygge

Jeg er netop kommet hjem fra et weekendbesøg hos mine forældre. Traditionen tro stod den på for-julehygge for hele familien, hvor vi fik bagt de obligatoriske vanillekranse og hygget med god mad.

Ovenover her er den første portion vanillekranse der blev lavet. Endnu en portion, af samme størrelse, var i ovnen da jeg tog dette billede.


Til at hygge med, mens vi gik i køkkenet, lavede vi et "Chokolade shot", opskriften er fundet i "Julens mad"  fra Karolines Køkken.

Og, ingen jul uden gløgg. Herover ses en hvid gløgg, opskriften er fra Claus Meyer. Den er alle tiders, og kan sagtens laves uden alkohol i.

Jeg fik ikke taget billeder af aftensmaden, men helstegt oksemørbrad med rodfrugter og salat var også ualmindeligt godt. Et bagt æble til dessert satte prikken over i'et.

torsdag den 22. november 2012

Julegaver til indlagte børn

Mette fra http://frejvald.blogspot.dk/ har en indsamling af hjemmelavede julegaver til børn der er indlagt over julen. Denne indsamling opdagede jeg for nylig og besluttede at give et bidrag.

Jeg havde et par idéer, dog har jeg et ret stort lager af stof og garn, så det skulle helst kunne laves af materialer derfra.

Jeg fandt i første omgang Dino, han lå halvfærdig i garn-kassen, og ventede kun på at få hæklet armene færdige og blive samlet. Jeg kan ikke huske hvad formålet med ham var dengang han blev startet, men han havde sikkerhedsøjne monteret, så han var helt klar til at blive en god legekammerat.

Dino er hæklet efter mønster fra Mia Bengtsson, fundet i bogen "Virka roliga amigurumis".




I samme bog fandt jeg også mønsteret til pigen herunder. Jeg havde tidligere indkøbt garn til at hækle hende, så materialerne var klar. I bogen hækles hun med tøj på, men da jeg gerne ville gøre det muligt at man senere selv kunne lave tøj, og dermed tage det af hun har på, valgte jeg at lave en simpel kjole til hende i stedet. Og et halstørklæde til hende, her i denne kolde tid.



En lille taske blev det også til, inspireret af sommerferiens taskesyning, lavede jeg lige endnu en, dog denne gang med nogle lidt andre stropper.



Den fjerde, og sidste, ting jeg har kreeret er dette penalhus herunder. Jeg har altid godt kunne lide penalhusene fra nici, især dem der er formet som dyr. Jeg fik et sådan penalhus, en isbjørn, af min storebror i julegave da jeg gik i 1.g, som jeg stadig bruger som penalhus, her på 5. år på universitetet.





Jeg har brugt mit eget penalhus som inspiration, dog valgte jeg at det nye penalhus skulle være en panda. Pandaen blev en anelse skeløjet, dette er ulempen ved de sikkerhedsøjne jeg er i besiddelse af, da man ikke kan sætte dem fast efter der er kommet fyld i hovedet. De skal klemmes fast med en tang, der hvor man nu forventer de skal sidde.

Så jeg har nu klaret at lave 4 julegave, med materialer der alle sammen var klar på mit, måske lidt overfyldte, lager. Det eneste jeg har måttet ud at købe er cellofan til at pakke gaverne ind, så børnene kan se hvad det er de kan vælge imellem.

onsdag den 21. november 2012

Opbevaringslommer

Min bror og hans kone er for nyligt flyttet, og mangler stadig lidt ting til den nye bolig. Derfor blev fødselsdagsgaven til hans kone i år noget hjemmelavet.

Jeg har selv haft tre opbevaringslommer hængende i min lejlighed, som hun synes var flotte, så valget faldt på sådanne. Mønsteret kan købes i Stof og Stil, men mine er lavet ud fra egne mål.

Jeg vil lige med det samme undskylde billedkvaliteten, da jeg ikke selv har et kamera, er det telefonen der er blevet brugt her.


 Lommerne er afstivet med kraftig vlies, således at de holder formen selvom der kommer lidt tyngde i dem. I det første sæt jeg lavede, til mig selv, glemte jeg denne detalje, og de blev grimme at have hængende når man fyldte ting i lommerne. Dette aspekt gjorde at de, efter min mening, ikke rigtig kunne bruges til deres formål.

De opbevaringslommer jeg selv tidligere havde lavet måtte lade livet da disse skulle laves. Jeg havde glemt at købe ekstra knapper til at betrække, og da disse nye er lavet i samme stof, kunne de gamle knapper bruges.

Jeg synes opbevaringsformen ser flot ud, og skal da helt klart have lavet nogle nye til mig selv, når jeg en gang får tid mellem alle de andre projekter jeg burde starte op / færdiggøre.

fredag den 16. november 2012

Matilda

Endnu en af de bamser der har siddet og ventet et stykke tid er Matilda.

Hende her var tiltænkt til at sidde i mit kreative hjørne, så hun skulle selv sidde og lave noget kreativt. Strikkepindene er lavet ud af to grill-spyd, og så er der ellers strikket et langt halstørklæde af en dukke broderi garn. Resten af den blev brugt til at rulle en lille garnnøgle af.


Matilda er lavet på samme måde som Theodor, så hvis hun kunne stå, ville hun også være 8 cm høj.

Matilda var færdig d. 12/08-2012

søndag den 11. november 2012

Theodor

Da jeg ikke er så god til at huske at lægge mine færdige projekter op, har jeg nu lidt bamser der har været færdige et stykke tid, som endnu ikke er blevet vist frem.

Den første af disse er Theodor.


Han er, som de fleste af mine andre små bamser, syet i kunstig pels, fyldt med uld, og har kun drejeligt led i halsen. Led i ben og arme er lavet ved at sy en tråd hele vejen igennem bamsen, så de kan stadig drejes lidt, men det er ikke meningen.

Theodor er syet efter samme mønster som Lyra, og måler 8 cm i højden. Mønsteret er et jeg selv har designet.
 

Theodor blev færdiggjort d. 11/08-2012.

lørdag den 27. oktober 2012

Sif

Jeg har længe overvejet om det var muligt at sy en bamse i skind. Så nu måtte jeg afprøve
det. Skindet fra mine forældres får har for lang pels, så jeg måtte ud og finde noget der
kunne bruges. Jeg endte med at købe to grå lammeskind i Bilka, da det her var til en overkommelig pris.

Udover skindet har jeg til dette projekt også investeret i en ny saks, skindnåle og en
syl.
Saksen burde jeg have købt for evigheder siden. Når man skal klippe i pels, både kunstig og rigtig, skal man altid sørge for at komme ind under pelsen, så man ikke får klippet pelsen over. Dette gøres
bedst ved kun at klippe med spidsen af saksen, hvilket de færreste sakse er beregnet til.
Denne saks er meget spids, og er derfor god til at klippe præcist. Ydermere har den en fjeder der sørger for at saksen automatisk åbner igen, hvilket gør at man sparer en del kræfter.
Saksen er fra Fiskars og ser således ud
 Det at sy i skindet var ikke så svært som jeg først havde antaget det ville være.
Skindnålen gik let gennem skindet og delene var dermed ikke alt for besværlige at sy.
En ting jeg havde glemt at overveje var at det mønster jeg valgte at bruge, var beregnet
til at sy en bamse i mohair. Og mohair er en god del tyndere, og dermed nemmer at vende en
skind, med pels, er. Så det var lige før delene ikke kunne vendes. Det lykkedes til sidst,
og jeg kunne samle bamsen.

Til snuden har jeg for første gang prøvet snudelæder i stedet for at brodere snuden på,
da jeg var bange for at det ville blive for hårdt at skulle igennem næsen mange gange,
det er oftest svært med bamser syet i mohair, så kunne forestille mig det ville blive
næsten umuligt med denne i skind.

Så her er hun, Sif.





Færdiggjort d. 10.08-2012.

Hun er som beskrevet syet i lammeskind. Hun er fyld med kartet lammeuld, har en
skindsnude og har papled i alle led.

mandag den 22. oktober 2012

Lilla sjal/tørklæde

Efter at have strikket et sjal til min mor, måtte jeg også selv have et. Dog valgte
jeg et, der ville tage lidt kortere tid at strikke. Hvilket førte til valget af dette sjal, der både strikkes med tykkere garn, og er en del mindre.

Her er så det færdigstrikkede sjal


Og, lige et billede af detaljen ved bunden af sjalet.

Sjalet her er ikke så stort, og er derfor bedre egnet som tørklæde, hvilket også var idéen med det fra starten.

Opskriften kommer fra bogen "Knitted Lace of Estonia", og det er strikket i DROPS
BabyAlpaca Silk. Garntypen er valgt fordi den er dejlig blød og samtidig varm.